Anmeldelser
Anmeldelse af Landsforeningen Spor, d. 17. nov. 2020:
Anmeldt af Lærke Ruben, projektleder i Spor – d. 17. november 2020
Bogen er et opgør med skyld og skam efter seksuelle overgreb i barndom og ungdom. Den veksler mellem samtaler forfatterne imellem, fortællinger fra hver deres opvækst, samt beskrivelser af de erfaringer og virkemidler de hver især har gjort for at komme videre og leve et godt liv.
Senfølgerne har vist sig forskelligt hos de to forfattere. De har været både fysiske og psykiske, og de har ‘håndteret’ deres overgreb og overgrebsmænd forskelligt. Bogen er også en fortælling om at rejse sig og lukke kapitler i sit liv, når man er færdig med at arbejde med dem. I bogen henviser forfatterne til Spor, som et sted man kan henvende sig, hvis man har oplevet overgreb og lever med senfølger, og Spor har netop afholdt et online cafemøde med besøg af forfatterne.
Bogen er let at gå til og vekselvirkningen mellem samtale, personlige fortællinger og konkrete tips og henvisninger. Det gør den let at læse og også nem at gå til og fra, hvis man får behov for at holde pause undervejs.
Mille og Susanne har skrevet en vedkommende og vigtig bog om rejsen efter overgreb. I og med, at de er to forskellige personer og fra to forskellige generationer, er bogen også relevant til at synliggøre hvor forskelligt senfølger kan vise sig. Det giver en fin dimension, at man aldersmæssigt er forskellige steder i forhold til at se sin barndom og ungdoms dæmoner i øjnene. Det er vigtig læsning og en vigtig bog, fordi den ‘forklarer’ senfølger, og de lange skygger overgreb kan trække i ens liv på en let måde. Den er skrevet på en måde, så alle kan forstå, hvor vigtigt det er at få mere fokus på overgreb – store som små.
Link til Spor: https://www.landsforeningen-spor.dk/anmeldelse-af-hvorfor-sagde-vi-det-ikke-foer-det-er-fandme-min-krop/
Anmeldelse af “Krimiormen” d. 30. okt. 2020:
Godmorgen Susanne & Mille.
Tak for jeres nye bog ”Hvorfor sagde vi det ikke? – det er fandme min krop” og tak for jer.
Bogen er fuldstændig fantastisk og desværre også nødvendig og helt sikkert et fint redskab til dem, der ligesom jer går rundt med små og store overgreb i bagagen.
Jeg blev utrolig rørt over jeres historier, der ramte et eller andet dybt i sjælen.
Bogen er skrevet så jeg nærmest følte, at jeg sad på den anden side af bordet, som en tavs tilskuer til jeres samtaler.
Jeg ønsker for jer, at bogen bliver bredt ud til så mange som muligt ❤
Link til anmeldelsen: https://krimiormen.wixsite.com/minhjemmeside/post/hvorfor-sagde-vi-det-ikke-f%C3%B8r-det-er-fandme-min-krop
Mvh. Susanne, www.krimiormen.dk
Udtalelse fra Kuno Sørensen, Red Barnet. Sendt på mail til vores PR-dame Patricia d. 29. okt. 2020:
Kære Patricia
Mange tak for bogen, og en ekstra stor tak til Susanne, Mille og Lone.
Jeg kan se, at de sætter punktum for bogen den 20. august, dagen efter at Sofie Linde med sin tale sparkede #MeToo bevægelsen i gang i Danmark igen. Den er samtidig skrevet det år, hvor vi får en ny definition på voldtægt i straffeloven, så der fremover skal foreligge et samtykke. Derfor er bogen super aktuel og samtidig ufarvet af den offentlige debat der har kørt de sidste måneder.
Bogen henvender sig primært til voksne, og mit arbejde retter sig primært mod børn og unge, så den er kun i mindre grad relevant i mit arbejde. Men den vil være god at referere til hvis nogen mangler en forståelse af hvad krænkelser og overgreb betyder.
Den er skrevet som en meget fin blanding af selvbiografi og selvhjælpsbog, og jeg håber den vil blive læst af mange, som har oplevet krænkelser. Netop fordi fokus de sidste måneder også har været på de ”mindre alvorlige” seksuelle krænkelser, tror jeg at denne bog har stor værdi for de ofre, som stadig går rundt med en tvivl og en skam i forhold til om deres oplevelse var et overgreb, en krænkelse eller bare for sjov.
Med venlig hilsen
Kuno Sørensen
Psykolog & seniorrådgiver | Beskyttelse mod overgreb
